Weekendavisen den 13. september 2024
Forstadsgotik. Solstorm, hopi-indianere og sorte huller. Christina Englund rapporterer fra Virum og omegn.
Christina Englund: Den sidste sol. Roman. 250 sider. 249,95 kr. Lindhardt & Ringhof.
I kunsten og kulturanalysen taler man i disse år ofte om flerartsantropologi og det »mere end menneskelige«, kort fortalt alt det, der ligger uden for det normale og forventelige, når det handler om liv og krop.
Med lidt god vilje kan man læse Christina Englunds nye roman ind i denne tendens. Men i modsætning til så mange andre aktuelle værker i litteraturen og kunsten er Den sidste sol ikke optaget af den nære naturs skæbnesvangre genmæle til menneskets overforbrug og mishandling af kloden. Her er spørgsmålet: Findes der andre livsformer og civilisationer et sted derude?
Vi er i Virum, altså nær Nærum i den nordlige velplejede, småborgerlige hovedstadsforstad, som Anders Bodelsen i 60erne gav en plads i litteraturen, da han gjorde den prototypisk for velfærdssamfundet.
Her bor ægteparret Michael og Sara med deres to børn, Malte og Lærke. Michael er atomfysiker på DTU, Sara er selvstændig grafiker, Malte går i gymnasiet og øver Grieg på sit klaver, Lærke fylder snart ti år.
Men den trygge, velordnede småborgerlighed står for fald. Michael er rejst til konference i USA, uden at han og Sara er blevet forsonet efter et mundhuggeri aftenen inden. Nu svarer han ikke, når hun ringer og skriver. Børnene har heller ikke hørt fra ham, men en nabo siger, at hun lige har set ham nede i skoven. Mystisk.
Michael er den dominerende type. Hvis ikke han tager initiativer og dirigerer familien, sker der ikke noget, og Sara er altid handlingslammet, når han er i nærheden. Og også, når han ikke er. Man fornemmer en stille frygt.
Malte har derimod et tæt forhold til sin far, og sammen har de indrettet et rum i kælderen, hvor de opbevarer forråd, jodtabletter med mere til livet efter den ødelæggende solstorm, som kan komme når som helst.
Også Lærke deler interesser med Michael, og sammen samlede de et Helios-planetarium, som hun fik i tidlig fødselsdagsgave, lige inden han rejste til USA.
Der er noget mystisk på spil i den lille forstadskernefamilie. Noget, der har med rummet at gøre, og som Sara er afskåret fra. Det stammer fra Michaels familie. Da han var fem år, blev hans far besat af hopi-indianernes mytologi. Han begyndte at se syner og modtog tegn om, at han skulle slutte sig til det oprindelige folk i Arizona. To gange hvert århundrede ville en særlig begivenhed finde sted derovre, og farfaren så en lysende cirkel åbne sig på himlen som et varsel. En dag forlod han kone og barn og vendte aldrig tilbage.
Nu er Michael så også forsvundet. Det eneste livstegn, han har efterladt til familien, er en seddel, som Malte finder i sit klaver: »Pas på pigerne,« står der.
KAN MICHAELS FORSVINDEN også have noget med hopierne at gøre? Eller har han som atomfysiker opdaget noget særligt om rummet? Michael har sendt en forskningsartikel til en af sine kolleger fra DTU, hvor han tilsyneladende fremlægger nogle nye teorier, som vil gøre ham til grin blandt andre forskere. Men om hvad?
Malte husker, at Michael har lært ham at lade forestillinger og tanker bevæge sig frit. Åben modus, kaldte han det, en proces, hvor man først forestiller sig langt ude-scenarier og derefter tilbageviser dem videnskabeligt:
»Faren gjorde meget ud af at skelne mellem de videnskabelige sandheder og alle de forskellige forrykte ting, folk gennem tiden havde gået rundt og bildt sig ind. Efterhånden forstod Malte, at åben modus ikke betød frit lejde. Der var altid en pris at betale. De vilde ting, han havde rablet om, og som han og faren havde grinet af sammen, vendte før eller siden tilbage. Som drillerier. Som hån. Eller som direkte angreb. Det var næsten, som om hans far samlede det hele ind og gemte det på et hemmeligt lager.«
Gennem hele romanen væver Christina Englund et mønster af møder mellem det kendte og det ukendte: Sara boede i sin barndom i Afrika og Indien, hvor hendes forældre arbejdede for forskellige organisationer, men hendes egne verdensdrømme er endt i Virum.
En nabo fortæller om en dokumentarfilm om en sekt, der klæder sig i pænt tøj og venter på at blive hentet af nogle ufoer. Samtidig sørger Lærke hele tiden for, at hendes pæne blå kjole hænger parat til hende, og pludselig har hun den på, som om hun gør sig klar.
I haven ligger et plankefundament til et anneks, som en kranbil skal hejse ind på grunden. Pludselig tyder noget på, at Michael har afbestilt annekset uden at sige det til Sara. Hun kalder fundamentet for Landingspladsen.
DEN SIDSTE SOL emmer altså af antydninger af noget uheldsvangert. Hopiernes mytologi og universets sorte huller og uendelige hemmeligheder danner klangbund for en ordentlig omgang forstadsgotik med generøse – og forudsigelige – referencer til populærkultur om det uforklarlige, som 90er-hittet X-files og Ray Bradburys skumle roman Ondt er da på vej herned.
Mere interessant er Christina Englunds brug af musikalske ledemotiver, som enten antyder eller understreger, hvad der foregår i de porøse menneskeliv.
Malte fordyber sig i Edvard Griegs klaverkoncert for at stabilisere og normalisere sin teenageverden med forvirring og forelskelse og et overraskende erotisk gennembrud (og måske også for at antyde, at der kan skabes verdenskunst nær Virum, idet Edvard Grieg komponerede symfonien på Mothsgården i Søllerød 1868).
Standarden »It’s Only a Paper Moon« dukker hele tiden op på mystisk vis, når den fragile og fortvivlede Sara tænder for radioen, og den er velplaceret som en sang om facader og falskhed – og håb om at blive troet: »But it wouldn’t be make-believe/ If you believed in me« (og så brugte Haruki Murakami i øvrigt også sangen som kærlighedstema i en parallelverden med to måner i romantrilogien 1Q84).
På den ene side er jeg godt underholdt af Christina Englunds analytiske blik på forstadsfamiliens krise. Sara er i frit fald, Lærke kan mærke noget, og Maltes angstvision om solstormen tæmmes måske af Grieg og piger. Det er udmærket dansk suburban noir fra Virum og omegn.
På den anden side finder jeg romanens flerartsantropologiske fundament for løjerligt og dens sprog for stillestående. Også selvom jeg læser med åben modus, hvilket er nødvendigt på det rationelles overdrev.
Den sidste sol dyrker den fascinerende idé om det ukendte, der trænger sig på, men vildskaben holdes i ave af Saras sagtmodighed. Men så kulminerer romanen i en overraskende konkret scene, hvor Michael er trådt i sin fars spor i hopiernes ødemark (der er indlagt koordinat).
Om han bliver beamet op? Tja.